Tempo og Regler
I denne sæson skal vi blive bedre til :
1. at afvikle runderne i et rimeligt tempo, dvs 41⁄2 time eller hurtigere ( i klubbens ordensregler er det faktisk 4 tim.15 min. for en 4-bold).
2. at følge reglerne.
1. Tempo
Enkelte spillere har været lidt stressede over, at deres medspillere har spillet, hvad de mener er unødigt langsomt. Det har så på den anden side stresset de langsommere spillere, der følger et tempo, som de mener, at de kan klare.
Der er gode (og dårlige) grunde til at der er forskel i tempo.
Nogle af os er oppe i årene og kan fysisk ikke bevæge os så hurtigt. Andre har mentale problemer med at bevæge sig i et tempo, de ikke føler passer til dem.
Men hovedårsagen er naturligvis forskellen i spillestyrke.
Vi får heldigvis jævnligt nye spillere, som lige har kvalificeret sig til 18-huls banen, og de kan helt naturligt ikke komme så hurtigt frem over banen som lavhandicapperne. Det er et af de vilkår, seniorklubbens medlemmer må leve med.
Når det er sagt, er der en hel del, der kan gøres af alle for at gå en hurtigere og stressfri runde.
Vi ved det jo godt, men lad os bare gentage nogle af de gode råd :
- Man kan aftale med de andre spillere i bolden, at den spiller, der er først klar, slår først ud.
- Hjælp hinanden med at se hvor boldene lander og om nødvendigt med at finde dem igen.
- Gå straks hen til din bold, når du kan gøre det uden at være til gene for den spiller, der skal slå, og gør dig klar til at slå bl.a. ved at have valgt jern, inden du når frem.
- Anbring din bag på den side af greenen, hvor du skal gå mod næste teested.
- Efter at sidste spiller har puttet ud forlades greenen straks, og resultater noteres på næste teested. Damerne kan skrive når herrerne slår ud, og herrerne når damerne slår ud.
- Prøv at følge med holdet foran. Vink igennem hvis der opstår et hul til de forangående.
- Spil en provisorisk bold, hvis der er risiko for at den første bold ikke kan findes.
- Når vi har banelukning fra 9:00 til 11:40 skal det sidste hold på bag9 være fremme ved hul 1 efter 2 timer og 40 min. Hvis vi bruger længere tid, kan der opstå problemer med ventende greenfeespillere på hul 1, som vi har oplevet det et par gange.